Studie: Sverige eksporterede corona til nabolande
Fra december 2020 til april 2021 havde Sverige indført indrejseforbud fra Danmark for at begrænse smittespredning. Men Sverige var selv den største nettoeksportør af smitte, viser ny undersøgelse. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sveriges coronastrategi bidrog til, at smitten bredte sig fra Sverige til andre lande, viser undersøgelse.
Coronasmitte blev spredt fra Sverige til nabolandene i det første år af pandemien.
Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget af svenske, norske og australske forskere.
Forskerne har analyseret over 71.000 smitteprøver fra de nordiske lande.
- I det første år af coronapandemien var Sverige faktisk en nettoeksportør af coronavirusset til vores nordiske nabolande, siger John Pettersson, der er forsker ved Zoonosis science center ved universitetet i Uppsala, til tv-stationen SVT.
Coronavirus muterer løbende. Ved at bruge oplysninger om hvornår prøverne er taget - samt detaljerede data om virussets arvemasse - kan man lave en slags "tidskalibreret genetisk stamtræ" for, hvordan virusset har spredt sig i Norden i det første år, forklarer John Pettersson.
Undersøgelsen viser, at Sverige har flest forgreninger på virussets stamtræ. Det vil sige flest tilfælde af smitte, der er vandret videre til de øvrige lande.
Det gælder både, når man ser på de absolutte tal og i forhold til antal indbyggere.
Ifølge forskerne bag studiet skyldes det formentlig, at Sverige ikke indførte samme restriktioner som de øvrige nordiske lande i begyndelsen af pandemien.
Derfor var antallet af smittede også højere i Sverige. Det gav ifølge forskerne virusset bedre muligheder for at mutere.
Det viser sig også, at smittekæder med ophav i Sverige har krydset landegrænser i flere hundrede tilfælde.
Det er især gået ud over Finland, der modtog det meste af denne viruseksport fra Sverige, forklarer John Pettersson.
- Formentlig var det finner, der ikke var omfattet af det finske indrejseforbud, der bragte smitten med sig fra Sverige, når de vendte tilbage til hjemlandet, siger han.
- Omvendt ser vi næsten ingen viruseksport overhovedet fra Finland til Sverige.
Også Danmark har været en nettoeksportør af virusset, viser undersøgelsen. Dog ikke i samme grad som Sverige.
Forskerne peger også på, at både Danmark og Sverige er transitlande.
Studiet er offentliggjort i Eurosurveillance. Det er et tidsskrift udgivet af Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker