Sudans internationalt eftersøgte præsident, Omar al-Bashir, er rejst til Kenya for at deltage i en ceremoni, der markerer vedtagelsen af landets nye forfatning.
Præsidenten har imidlertid en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) hængende over hovedet, og derfor kræver flere menneskerettighedsorganisationer, at myndighederne i Kenya anholder ham.
Al-Bashir er eftersøgt for blandt andet folkedrab og krigsforbrydelser i Darfur, og det er domstolens første arrestordre mod et siddende statsoverhoved.
Kenya er et af de lande, der har underskrevet aftalen om ICC.
- Aftalen om domstolen, Rom-statutten, kræver, at landene samarbejder med domstolen, hvilket også indebærer at reagere på arrestordrer, konstaterer organisationen Human Rights Watch (HRW) i en meddelelse.
- Kenya vil for altid have tilsmudset fejringen af den længe ventede forfatning, hvis det tillader en internationalt eftersøgt person at deltage i festlighederne, siger Elise Keppler fra HRW's internationale retsafdeling.
Den Internationale Straffedomstol anklager al-Bashir for personligt at have beordret sine væbnede styrker til at udrydde tre befolkningsgrupper i Darfur - fur, masalit og zaghawa.
Selv afviser al-Bashir domstolens anklager, og han har flere gange besøgt lande i den arabiske verden, der ikke har gjort forsøg på at anholde og udlevere den eftersøgte krigsforbryder.
Ifølge FN har omkring 300.000 mennesker mistet livet i Darfur, mens 2,7 millioner mennesker er drevet på flugt fra deres hjem.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker