Sudans krigsforbrydersigtede præsident er hjemme igen
Sudans præsident er landet i sit hjemland efter omstridt besøg i Sydafrika, hvor han undgik anholdelse.
Sudans præsident, Omar al-Bashir, vendte mandag aften hjem til hovedstaden Khartoum efter et kort besøg i Sydafrika.
Klædt i traditionelle hvide klæder trådte Bashir ud af flyet og råbte "Gud er størst!", rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Sudansk tv viste billeder af præsidenten, der netop er ankommet fra Johannesburg i Sydafrika, hvor han deltog i et topmøde i Den Afrikanske Union.
Besøget har været yderst omstridt, fordi præsident Bashir er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med den langvarige og blodige konflikt i Sudans Darfur-provins.
Som medlem af ICC har Sydafrika en forpligtelse til at pågribe præsidenten, sagde en vicechefanklager fra ICC få timer inden, Bashirs fly satte landingshjulene på sudansk jord.
En domstol i Sydafrika havde udstedt et udrejseforbud mod præsidenten for at forhindre ham i at forlade landet, inden domstolen havde besluttet, om han skulle tilbageholdes og udleveres til ICC.
Alligevel formåede Bashir at rejse ud af Sydafrika tidligere på dagen mandag.
På billederne fra hjemkomsten virker præsidenten afslappet, mens han hilser på de sudanske embedsmænd, der byder ham velkommen hjem fra rejsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet