Sudansk domstol dømmer kristen konvertit til døden
En sudansk dommer har dømt en kristen kvinde til døden for at konvertere fra islam til kristendommen.
- Vi har givet dig tre dage til at tage dine ord tilbage, men du insisterer på ikke at vende tilbage til islam. Jeg dømmer dig til døden ved hængning, sagde dommeren Abbas Mohammed al-Khalifa.
Han idømte endvidere kvinden til 100 piskeslag for hendes utroskab. Det skyldes, at hun er gift med en kristen mand, og det betragtes som utroskab.
Flere menneskerettighedsorganisationer kritiserer i skarpe vendinger dommen, som, de mener, er umenneskelig og krænker den religiøse frihed.
Ifølge Amnesty International er kvinden 27 år og gravid i ottende måned. Hun sidder fængslet med sin 20 måneder gamle søn. Hun forholdt sig rolig, da dommeren afsagde dommen ved en domstol i Sudans hovedstad, Khartoum.
- Det faktum, at en kvinde kan blive dømt til døden for sit valg af religion, og at hun bliver idømt piskeslag for at være gift med en mand fra en anden religion, er afskyeligt, siger Manar Idriss fra Amnesty International.
- Det er en åbenlys krænkelse af den internationale lov om menneskerettigheder, siger Manar Idriss.
Sudans islamistiske regime indførte i 1983 sharialov, men alvorligere straffe end piskeslag er sjældne.
Ifølge den britiske organisation Kristen Solidaritet er sagen den seneste mod religiøse minoriteter i Sudan. Siden december 2012 er sager om deportationer, konfiskationer og ødelæggelser af kristelig ejendom været stigende.
Efter dommen demonstrerede omkring 50 mennesker foran retsbygningen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub