Sunak vil vende skuden og gøre de konservative klar til valg næste år

Overskriften for årets partikonference i Det Konservative Parti er "langsigtede beslutninger for en lysere fremtid". Onsdag taler Sunak ved partikonferencen og fortæller mere om sine planer for partiet og landet. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters

De britiske konservative står i meningsmålinger til at tabe valget, der ventes næste år. På partikonference vil Sunak samle tropperne og gøre klar til valgkamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

I knap et år har premierminister Rishi Sunak stået i spidsen for Storbritannien.

Efter tumultariske perioder med først Boris Johnson og siden Liz Truss, som blot sad på posten i halvanden måned, har Sunak skullet stabilisere Det Konservative Parti og lægge uroen i graven.

Der er kommet mere ro på skuden, men partiet halter stadig langt bagud i meningsmålinger og virker ifølge analytikere til at famle lidt i blinde.

Derfor er det for Sunak og de konservative en vigtig partikonference, som søndag til onsdag løber af stablen i Manchester i det nordvestlige England.

Den årlige konference skal få partiet på rette kurs, så det bliver muligt at lukke hullet til oppositionspartiet Labour forud for valget, som ventes næste år.

Politisk kommentator Matthew Goodwin kalder de konservative "klare underdogs" forud for næste års valg. Derfor er partikonferencen ekstra vigtig.

- De klarer sig dårligt i meningsmålingerne, samtidig med at Sunaks popularitet er dalet over de seneste måneder.

- Sunak vil bruge den her begivenhed og sin tale til at fortælle om de store temaer for den kommende valgkampagne. Han vil også prøve at lægge kraftig afstand til de upopulære lederskaber med Boris Johnson og Liz Truss, siger han til AFP.

Årets partikonference bliver holdt under overskriften "langsigtede beslutninger for en lysere fremtid". Men det er nuværende problemer, som særligt optager vælgerne.

Storbritannien er ramt af den værste leveomkostningskrise i generationer.

Inflationen er højere end seks procent, og det er en svær opgave at overbevise vælgerne om, hvorfor de konservative, som har været ved magten siden 2010, fortjener at fortsætte.

På det seneste har partiet fremlagt markant politik.

Regeringen har skruet ned for klimaambitionerne, vil mindske udbredelsen af kønsneutrale toiletter og har angrebet FN's Flygtningekonvention, som siden 1951 har været en hjørnesten i beskyttelsen af flygtninge.

Angrebet mod konventionen er sket som led i, at briterne forsøger at stoppe tilgangen af titusindvis af migranter, som hvert år kommer til landet i små både.

- Der er en grad af populisme i, hvad han har gang i, siger Tim Bale, professor i politik ved Queen Mary University i London, til AFP.

- Jeg tror, at han gør det, fordi han og rådgiverne føler, at det giver dem en chance for at vinde næste valg.

Det politiske magasin New Statesman har talt med folk i det konservative bagland forud for konferencen. Der er ikke udpræget optimisme.

Det føles, som om den konservative politik "uundgåeligt" bliver "vildere", i takt med at meningsmålingerne ikke ændrer sig, siger en af magasinets kilder i partiet.

Sunak har ikke hele baglandet med sig, men iagttagere roser ham for at have genskabt mere normale tilstande i britisk politik.

Han har ikke lavet nogen "graverende fejl", siger Mark Garnett, politisk forsker ved University of Lancaster, til AFP. Men det ændrer ikke på, at han får svært ved at genvinde magten.

- Han har fra nu og frem til valget til at få vælgere, der har forladt Det Konservative Parti, til at vende tilbage.

Der var mange kaotiske perioder i Det Konservative Parti, da Boris Johnson var i spidsen. Politisk kommentator siger, at Sunak forsøger at lægge afstand til sine upopulære forgængere på posten. (Arkivfoto). Foto: Daniel Leal/Ritzau Scanpix

- Det er en frygtelig svær opgave, han er på.

/ritzau/

Den konservative partikonference

* Den årlige partikonference i Det Konservative Parti i Storbritannien begynder søndag og varer til og med onsdag 4. oktober. Den finder sted i Manchester i det nordvestlige England.

* Overskriften for konferencen er "langsigtede beslutninger for en lysere fremtid".

* Den 43-årige premierminister Rishi Sunak går på talerstolen og lukker konferencen onsdag. Det er Sunaks første partikonference som premierminister og konservativ leder, siden han overtog posterne i oktober sidste år.

* Også konservative profiler som finansminister Jeremy Hunt, udenrigsminister James Cleverly og indenrigsminister Suella Braverman skal tale til de tusinder af delegerede og andre fremmødte.

* En af Sunaks vigtigste opgaver ved konferencen er at samle partiet om nøglepolitikker, hvor der er stor intern uenighed.

* Et parlamentsvalg i Storbritannien ventes næste år. I en meningsmåling fra mediet Politico står Det Konservative Parti til 27 procent af stemmerne. Oppositionspartiet Labour står til 44 procent.

Kilder: AFP og Politico.

/ritzau/

Liz Truss skabte sidste år store overskrifter, da hun fremlagde sin økonomiske plan for Storbritannien. Planen skabte stor uro på de finansielle markeder, og Truss endte med at måtte trække sig fra posten som premierminister efter bare halvanden måned i spidsen for Det Konservative Parti og Storbritannien. Der er kommet mere ro på, efter at Sunak har taget over efter Truss. (Arkivfoto). Foto: Hannah McKay/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu