Sunken boreplatform i USA lækker ikke olie

Det ser ikke ud til, at der lækker olie fra den boreplatform, som først brød i brand og siden er sunket ud for den amerikanske stat Louisiana i Den Mexicanske Bugt.

Men håbet svinder for de 11 arbejdere, der er meldt savnet i forbindelse med branden, siger den amerikanske kystvagt.

- Indtil nu, er der ikke lækket olie fra boreplatformen eller den ødelagte oliekilde, siger en talskvinde for kystvagten

En fjernstyret, ubemandet undervandsbåd, der torsdag blev sendt ned for at inspicere området, observerede ingen lækket olie fra den sunkne olieboreplatform. Der lækkede heller ikke olie fra den ødelagte oliekilde.

Torsdag rapporterede de amerikanske myndigheder om en oliepøl på 1,6 gange otte kilometer.

Trods en intensiv eftersøgning af de 11 savnede arbejdere er de ikke blevet fundet. Det formodes, at de er gået til i den voldsomme brand.

I alt er 115 ud af de 126 ansatte på boreplatformen blevet reddet. 15 af dem er fragtet til hospitalet med helikopter. Tre af de kvæstede meldes i kritisk tilstand.

Eksplosionen fandt sted natten til onsdag europæisk tid.

/ritzau/Reuters

11 mennesker savnes fortsat efter brand på boreplatform ud for Louisiana. Men ifølge den amerikanske kystvagt lækker der ingen olie fra boreplatformen.

Offentliggjort Sidst opdateret