Super-Mario bliver ny chef for ECB

Italieneren Mario Draghi bliver de næste otte år chef for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Selvom den officielle beslutning først træffes på et EU-topmøde i juni, så har finansministrene i de 17 eurolande på et møde mandag i Bruxelles givet grønt lys til den nuværende leder af den italienske centralbank.

Mario Draghi efterfølger franskmanden Jean-Claude Trichet på den betydningsfulde post, når Trichets otteårige periode som ECB-formand udløber med udgangen af oktober.

"Super-Mario", som han kaldes i Italien, var den eneste officielle kandidat til posten, efter at den tyske forhåndsfavorit Axel Weber trak sig som både tysk nationalbankchef og kandidat til ECB-posten tilbage i februar.

Der har - især i Tyskland - været en vis skepsis over at give styrepinden for centralbanken til en italiener midt i en europæisk gældskrise.

Mamma mia! Italienere og inflation hænger lige så tæt sammen som pasta og tomatsovs, lød analysen i den store tyske tabloidavis Bild i februar under overskriften: "Endelig ikke denne italiener".

Siden har Bild dog trukket kritikken af Draghi tilbage og kaldt ham for "den mest tyske af de tilbageværende kandidater" til jobbet.

I sidste uge forsvandt den sidste forhindring på vejen til ECB-posten i Frankfurt for Mario Draghi, da Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, kom med en afgørende støtteerklæring fra EU's største land.

- Han er meget på linje med vores idéer om stabilitet og økonomisk soliditet. Tyskland kan støtte hans kandidatur, sagde Merkel.

63-årige Mario Draghi har været chef for den italienske centralbank siden januar 2006.

Forinden har han blandt andet fungeret som topdirektør i den amerikanske investeringsbank Goldmann Sachs, Italiens repræsentant i Verdensbankens ledelse samt som professor i økonomi ved universitetet i Firenze.

/ritzau/

Italieneren Mario Draghi har overvundet tysk skepsis og er klar som ny formand for Den Europæiske Centralbank.

Offentliggjort Sidst opdateret