Supermarkedsgigant sender penge til Bangladesh-ofre
Den canadiske supermarkedskæde Loblaw er klar til at betale kompensation til medarbejderne på en af de tekstilvirksomheder, der opererede i den bygning, der i sidste uge kollapsede i Bangladesh.
Næsten 400 personer blev dræbt - heriblandt personer, der arbejdede for en af Loblaws underleverandører.
- Vi arbejder for at sikre, at vi leverer støtte på bedste og mest meningsfulde vis, og vi har et mål om at sikre, at ofre og deres familie vil modtage støtte nu og i fremtiden, lyder det i en meddelelse fra Canadas største supermarkedskæde.
Den otte etagers høje bygning husede flere tekstilfabrikker, og indtil videre er 382 bekræftet døde efter kollapset, mens hundredvis fortsat savnes.
Redningsfolk forsøger fortsat at redde folk fri af murbrokkerne, men det bliver sværere og sværere, fordi de indespærrede er så svage, at de ikke har kræfter til at råbe efter hjælp, lyder det.
Flere vestlige virksomheder har bekræftet, at de havde underleverandører i bygningen. Og der er et stigende pres på virksomhederne for at hjælpe ofrene og arbejde for bedre arbejdsforhold i Bangladesh.
Britiske Primark har for eksempel lovet at arbejde sammen med en lokal organisation for at hjælpe børn, der har mistet forældre i ulykken.
- Vores prioritet er at hjælpe ofrene og deres familier og motivere til forandring, der kan hjælpe med at forebygge lignende ulykker i fremtiden, lyder det fra Loblaw.
Ifølge flere af de overlevende fra kollapset blev der opdaget sprækker i bygningen tirsdag, der resulterede i en evakuering af bygningen.
Dog blev de 3000 arbejdere beordret tilbage på arbejde onsdag, hvorefter bygningen kollapsede.
I alt er syv personer blev anholdt i forbindelse med kollapset: ejeren af bygningen, fire fabriksejere og to ingeniører. Politiet leder stadig efter en femte fabrikschef, som efter sigende er spansk statsborger.
Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde