Supertyfon dræber over 1000 i Filippinerne
Dødstallet i Filippinerne er steget til over 1000 efter den voldsomme tyfon Bopha, og regeringen frygter, at langt flere er omkommet.
- Antallet af døde vil stige. Vi fandt en masse lig i går, som var begravet under træstykker og murbrokker, siger Benito Ramos, Filippinernes leder af det civile beredskab.
844 personer savnes fortsat efter årets kraftigste uvejr i østaten, som har efterladt tusindvis af mennesker uden tag over hovedet. Cirka halvdelen af de savnede er lokale fiskere, som blev fanget af Bopha, mens de var på havet.
Særligt den sydligt beliggende ø Mindanao blev hårdt ramt af tyfonen, da vindstød på op til 210 kilometer i timen blæste ind over øen for knap to uger siden.
Her blev flere områder oversvømmet på grund af flodbølger, vindkræfterne væltede træer og rev elkabler over, og jordskred forårsagede omfattende skader. Hovedparten af de i alt 1020 tyfon-ofre blev dræbt på Mindanao.
- De var slet ikke forberedt på tyfonens styrke. Sidst, at denne del af Filippinerne blev ramt af en kraftig storm, var tilbage i 1912, fortæller Benito Ramos.
Han frygter, at antallet af dræbte efter årets uvejr vil overgå tyfonen Washi, som ramte Filippinernes sydlige øer i december 2011 og dræbte 1268 mennesker.
Filippinerne har bedt omverdenen om økonomisk hjælp til at tackle naturkatastrofen. Pengene skal bruges til mad, rent vand og telte til de tusindvis af hjemløse.
Flere evakueringscentre blev også jævnet med jorden af Bopha, fortæller Benito Ramos. Knap to uger efter uvejrets hærgen bor mere end 27.000 mennesker stadig i de tilbageværende nødhjælpscentre.
Filippinerne bliver årligt ramt af omkring 20 kraftige storme - de fleste uvejr opstår i regnsæsonen mellem juni og oktober.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde