Supertyfon hærger Filippinerne

Tyfonen Megi forårsagede mandag store ødelæggelser i det nordlige Filippinerne og forårsagede jordskred i bjergområder og kæmpebølger langs kysten. Mindst en person blev dræbt.

Meteorologer siger, at Mei formentligt er den kraftigste storm i verden i indeværende år og den værste i Filippinerne siden 2006, hvor en tyfon udløste store jordskred, som dræbte over 1000 mennesker.

Stormen kom ind over landet med vindstød på op til 260 kilometer i timen tidligt mandag. Tage blev revet af huse og el-ledninger blev blæst ned.

- Vi er fanget i vore hjem. Vi kan ikke gå ud. Stormen og regnen er voldsom. Træer bliver revet op med rode eller revet midt over, siger Ernesto Macadangdang i byen Burgos i Isabela provinsen.

Megi er den 10. tyfon, som rammer Filippinerne i år.

Flyruter til og fra det nordlige Luzon er ligesom skolerne blevet suspenderet, og skibe har fået besked på ikke at forlade havnen.

I hovedstaden Manila er man klar med madrationer, medicin og redningsudstyr som gummibåde, så de ramte områder kan få hjælp.

- Vi har erklæret fuldt alarmberedskab over hele landet, siger den nationale polititalsmand Agrimero Cruz.

/ritzau/AFP

Mindst en er dræbt i det nordlige Filippinerne, hvor supertyfon hærger og medfører jordskred og kæmpebølger.

Offentliggjort Sidst opdateret