Svære forhandlinger forestår i Holland

Hollands Liberale Parti (VVD) og Socialdemokraterne får begge 31 pladser i det kommende parlament, viser valgstedsmålinger offentliggjort, da de hollandske valgsteder lukkede onsdag aften. Frihedspartiet med Geert Wilders i spidsen kommer ind på en tredjeplads med 23 pladser - mere end en fordobling af opbakningen til det indvandrerkritiske parti, viser målingerne.

For at sikre sig et regeringsdygtigt flertal på 76 af de 150 pladser i parlamentets andetkammer, skal vinderne af valget danne en koalition af mindst tre partier. Forhandlingerne om en sådan koalitionsregering kan trække i langdrag og udskyde gennemførelsen af den økonomiske hestekur, som Holland er nødsaget til at slå ind på.

Marcel Boogers, professor i statskundskab ved Tilburg-universitetet, siger, at det er mest sandsynligt, at forhandlingerne munder ud i en højre-venstre-koalition - ofte kaldet en "lilla koalition".

Det var ventet, at VVD ville blive landets største parti ved onsdagens parlamentsvalg, men Socialdemokraterne viste sig at klare sig bedre end meningsmålingerne havde forudsagt.

Kristdemokraterne, der ledede landets seneste koalitionsregering, kom ind på en fjerdeplads med 21 pladser i parlamentet.

18 partier stillede op, men som ventet fik ingen af dem et flertal i parlamentet. Tidligere i år så det ud til, at Wilders og hans Frihedsparti ville få massiv opbakning, men siden er den økonomiske krise trådt i forgrunden i vælgernes bevidsthed.

Alligevel klarede Frihedspartiet sig bedre end de 18 pladser, meningsmålingerne havde spået. I det afgående parlament har Frihedspartiet ni pladser.

/ritzau/AFP

Foto: CYNTHIA BOLL/AP

Både Socialdemokraterne og det indvandrerkritiske Frihedsparti klarede sig bedre end ventet ved parlamentsvalget i Holland onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret