Sværvægtsverdensmester kræver Timosjenko fri
Den ukrainske verdensmester i sværvægtsboksning, Vitali Klitschko, kan andet end at slå i en boksering.
Lørdag stod han i spidsen for 15.000 demonstranter i Ukraines hovedstad Kiev. Demonstranternes krav er, at den tidligere premierminister Julia Timosjenko bliver løsladt.
Demonstranterne råbte i kor "Frihed til Julia" og vinkede med flag gennem Kievs gader.
Demonstrationen kommer efter, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tilbage i april ikke fandt noget retligt grundlag for anholdelsen af Julia Timosjenko, der afsoner syv års fængsel for magtmisbrug i forbindelse med en gasaftale, hun indgik med Rusland i 2009.
Selv mener Julia Timosjenko og hendes støtter, at hele sagen har handlet om, at præsident Viktor Janukovitsj vil holde hende ude af politik og ville forhindre hende i at stille op til valget i oktober 2012.
Menneskerettighedsdomstolen gav hende desuden ret i, at hun blev varetægtsfængslet af andre grunde end de rent juridiske i selve anklagen.
Vitali Klitschko mener, at anholdelsen af den tidligere premierminister er en skamplet for Ukraine.
Indtil en løsladelse er en realitet, vil Ukraines ønske om at indtræde i det europæiske samarbejde forblive en drøm.
- Hvordan vil vi blive medlem, hvis vi stadig har politiske fanger, spurgte han retorisk under lørdagens demonstration.
- Det er derfor, jeg siger: Frihed til Julia.
Efter Menneskerettighedsdomstolens kendelse opfordrede EU's udenrigschef, Catherine Ashton og udvidelseskommissær Stefan Füle Ukraine til "grundigt at genoverveje situationen vedrørende fru Timosjenko", der leder et af landets stærkeste oppositionspartier.
EU har udskudt underskrivelsen af en vigtig handelsaftale med Ukraine, der ses som det første vigtige skridt på vejen mod medlemskab af EU.
Den Europæiske Union siger, at den ikke vil underskrive aftalen, før Julia Timosjenko og andre af hendes politiske støtter bliver løsladt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned