En svensk diplomat beskyldes for spionage, skriver avisen Expressen.
Diplomaten sendte fortrolige oplysninger om EU til Rusland, siger en afhoppet russisk efterretningsofficer, Sergej Tretjakov, til avisen.
Han oplyser, at den svenske diplomat blev rekrutteret af den russiske efterretningstjeneste SVR i New York i 1999.
Diplomaten, der fik kodenavnet Silvester, havde i 1999 og 2000 regelmæssige møder med russiske efterretningsagenter, beretter Tretjakov.
- Han var værdifuld. Han gav os konstant relevante fortrolige informationer fra EU's interne informationssystem, siger han.
Det var blandt andet oplysninger om konflikten i Kosovo og informationer om tidligere sovjetiske republikker, der ønskede at tilnærme sig EU og Nato.
Ifølge Expressen arbejder diplomaten stadig i det svenske udenrigsministerium. Han bekræfter over for avisen, at han havde kontakt til russiske "delegater" under sin udstationering i New York.
Den svenske efterretningsenhed Säpo blev advaret af CIA i USA, men en svensk anklager droppede sagen mod ham. Anklageren siger til Expressen, at diplomaten ikke lækkede oplysninger, der truede Sveriges sikkerhed. Det drejede sig mestendels om generelle politiske oplysninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker