Svensk historiker forslår nordisk forbund

Hvis de fem nordiske lande etablerer en union, vil de opnå større gennemslagskraft i internationale fora.

Det påpeger den svenske historiker og samfundsdebattør Gunnar Wetterberg i et indlæg i det svenske dagblad Dagens Nyheter, der udsendes samtidig med Nordisk Råds samling i Stockholm.

Han mener, at en eventuel nordisk forbundsstat skal have København som hovedstad og dronning Margrethe II som overhoved. Han drager her en parallel til Kalmarunionen i 1300-tallet og dennes dronning Margrete.

Wetterberg konstaterer, at en nordisk forbundsstat vil få international økonomisk vægt, fordi Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island tilsammen har verdens 10. største økonomi.

De nordiske lande vil i et forbund kunne øve øget indflydelse i EU, mener den svenske historiker.

Han mener også, at den nordiske kultur vil blive styrket.

- Med 25 millioner indbyggere vil den nordiske kultur få en stærkere base end nu. Markedet for nordisk litteratur, scenekunst og musik vil blive langt større end i dag, anfører han.

Eventuelle sprogbarrierer kan overvindes ved, at børn undervises i et nordisk sprog ud over deres modersmål.

Gunnar Wetterberg finder det realistisk med et samlet Norden - "ikke mindst fordi den svenske arrogance har lagt sig i de seneste årtier".

/ritzau/TT

København skal være hovedstad og dronning Margrethe statsoverhoved i en sammenslutning af de fem nordiske lande. Det foreslår en svensk historiker og debattør.

Offentliggjort Sidst opdateret