Svensk inflation falder - men er stadig højest i Norden

Den høje inflation i Sverige rammer svenskerne på pengepungen. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Trods et større fald end ventet er inflationen i Sverige stadig tocifret. I marts var den 10,6 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den høje svenske inflation faldt en smule mere end ventet i marts.

Det viser tal fra Sveriges statistiske centralbureau fredag.

Her fremgår det, at inflationen i marts var 10,6 procent. Det vil sige, at forbrugerpriserne var 10,6 procent højere end i marts 2022.

Den svenske inflation er faldet fra 12 procent i februar. Den er samtidig faldet mere, end hvad økonomer på forhånd havde ventet. De havde spået, at inflationen i marts ville være på 11 procent.

Trods faldet er inflationen i Sverige dog stadig den højeste i Norden. Og det rammer svenskerne på pengepungen, lyder det fra Dansk Industri.

- Inflationen i Sverige falder heldigvis lidt igen, men holder sig fortsat over 10 procent, skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

- Svenskerne har nu kæmpet med tocifret inflation i syv måneder, og det gør utrolig ondt på svenskernes privatøkonomi.

I Danmark var inflationen i marts 6,7 procent.

De svenske tal viser fredag, at priserne i Sverige - trods et fald i inflationen - faktisk er steget med 0,6 procent fra februar til marts.

Det er bekymrende, mener Dansk Erhverv.

- Det er godt nyt for de svenske forbrugere, at inflationen falder markant. Men under overfladen er der problemer, fordi priserne er steget meget den seneste måned, skriver Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

- Det er markant højere, end hvad godt er, lyder det.

Hos Sydbank fremhæver seniorøkonom Kim Blindbæk de høje svenske madvarepriser som særligt bekymrende.

- I den seneste tid har høje madvarepriser været det helt store tema i Sverige. Der er desværre ikke meget opløftende i inflationsrapporten på den front, skriver Kim Blindbæk i en skriftlig kommentar.

- Det kan mærkes ude i de svenske husholdninger, hvor købekraften i forvejen er blevet udhulet af den meget høje inflation, siger han.

/ritzau/