Svensk passagerfærge ramt af brand er sikkert i havn igen
"Stena Scandica" ses her ankommet til havnen i Nynäshamn tirsdag formiddag. Foto: 10080 Fredrik Sandberg/Tt/Ritzau Scanpix
Der udbrød mandag brand på en passagerfærge med 299 personer om bord. Tirsdag er alle i sikkerhed.
En svensk passagerfærge, hvor der mandag eftermiddag udbrød brand på bildækket, er tirsdag formiddag sikkert tilbage i havn.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Færgen "Stena Scandica" har sejlet for egen kraft hele natten. Den holdt ikke helt den fart, man havde beregnet, men omkring klokken 11 tirsdag formiddag er den nået frem til Nynäshamn lidt syd for Stockholm.
Der bliver nu taget hånd om passagerne, som bliver indlogeret på et hotel.
Omkring klokken 12.30 mandag udbrød der brand i en kølecontainer på en lastbil på bildækket. Det medførte, at færgen i en periode var uden strøm.
Branden blev slukket mandag omkring klokken 17.30.
Der var 241 passagerer og 58 besætningsmedlemmer om bord på færgen. 32 af dem blev evakueret mandag, mens resten altså er i sikkerhed tirsdag.
Færgen sejlede tirsdag i havn i selskab med to slæbebåde.
Færgen sejler normalt på ruten mellem Ventspils i Letland og Nynäshamn.
Kystvagten har haft fly og skibe indsat, siden der mandag blev slået alarm.
En embedsmand har været om bord på en helikopter for at sikre kommunikationen med passagerfærgen.
- Mens vi deltog i redningsarbejdet, aktiverede vi også vores mandskab for at kunne tage hånd om et stort olieudslip i tilfælde af, at færgen skulle støde på grund.
- Heldigvis gik det ikke sådan, siger redningsleder Fredrik Hallerström fra kystvagten i en pressemeddelelse ifølge TT.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker