Svensk politi anholder mand for spionage mod tibetanere
En mand har ifølge svensk efterretningstjeneste bedrevet såkaldt flygtningespionage imod tibetanere i Sverige.
Den svenske efterretningstjeneste Säpo har anholdt en mand mistænkt for at være spion. Det oplyser Säpo i en pressemeddelelse.
Manden har ifølge efterretningstjenesten bedrevet såkaldt flygtningespionage imod personer i landet.
Konkret er der tale om, at manden har indsamlet ulovlige informationer om personer i det tibetanske miljø i Sverige. Han er mistænkt for at have videregivet oplysningerne til en fremmed magt.
- Det er sket mere end ét sted og over længere tid, siger Nina Odermalm Schej, der er pressechef hos Säpo, til nyhedsbureauet TT.
Den mistænkte spion har arbejdet i det tibetanske miljø, handlet der og indsamlet oplysninger, som han senere har videregivet til efterretningsofficerer, fortæller pressechefen.
Säpo oplyser ikke, hvor den mistænkte stammer fra.
- Manden har boet i Sverige i flere år og haft en opgave, som vi ser det, der er blevet stillet af en fremmed magt, siger Nina Odermalm Schej.
Flygtningespionage går ud på at forhindre flygtninge i at udtrykke kritik imod regimet i det land, de er flygtet fra, forklarer Säpo i pressemeddelelsen.
Det er også en måde for et regime at forsøge at få kontrol over, hvem der er flygtet fra hjemlandet, hvorfor de gjorde det, og hvor de befinder sig.
Tibet blev indlemmet i Kina i 1950'erne. Der har længe været et anspændt forhold mellem tibetanerne og kineserne.
Tibetanske eksilmiljøer anklager Kina for at undertrykke tibetansk kultur og religion, mens Kina anklager tibetanske grupper for separatisme.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker