Svensk politi løslader anholdte danskere

Tre danskere, der blev anholdt i forbindelse med en demonstration i Malmø, er løsladt igen, oplyser Lars Mahler fra Malmø politi.

De tre blev pågrebet på en mistanke om, at de var i færd med at forberede vold mod tjenestemand, tilføjer Lars Mahler.

Han kan dog ikke oplyse nærmere om, hvorfor det svenske politi fik mistanke til de tre tilrejsende danskere.

Politiet har beslaglagt nogle genstande, som de tre var i besiddelse af. Men det er ikke muligt at få at vide, hvad, danskerne var i besiddelse af.

Det er endnu uvist, om de tre vil høre mere fra politiet i Malmø i form af bøde eller sigtelse, oplyser Mahler til Ritzau.

Det skete forud for en demonstration, der var indkaldt af ungdomsafdelingen til det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna. Hundredvis var samlet i Malmø i en moddemonstration, der ville forhindre ungdomspolitikerne i at komme til orde.

En sammenslutning, der kalder sig "København for Mangfoldighed", organiserede en fælles afgang fra Blågårds Plads på Nørrebro for danskere, der ville deltage i demonstrationen i Malmø.

/ritzau/

Politiet i Malmø har ladet de danskere, der blev anholdt ved unge sverigedemokraters demonstration, gå igen.

Offentliggjort Sidst opdateret