Svensk præst prøveløslades 18 år efter bizar drabssag
Den svenske præst Helge Fossmo overbeviste i 2004 sin barnepige til at udføre drabet på hans hustru i den lille by Knutby. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
En svensk præst blev i 2004 dømt for medvirken til drab ved at få sin barnepige til at dræbe hans hustru.
Den svenske præst Helge Fossmo er søndag blevet prøveløsladt, efter at han i 2004 blev dømt i en opsigtsvækkende sag om drabet på hans hustru.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Fossmo fik søndag lov til selv at fjerne sin fodlænke efter 18 år i fængsel.
Han blev i 2004 dømt for medvirken til drab og drabsforsøg. Det skete, efter at han havde overtalt sin barnepige til at dræbe hans hustru.
Drabet skete i den lille by Knutby, hvor en religiøs gruppe omkring pinsemenigheden dominerede det lille samfund øst for Uppsala.
Under den højprofilerede retssag i 2004 blev der tegnet et billede, af, hvordan den psykisk ustabile barnepige, den dengang 26-årige Sara Svensson, på det nærmeste blev hjernevasket af præsten.
Præsten, der dengang var 32 år, udnyttede hende angiveligt seksuelt og beordrede hende til at udføre ordrer efter anvisning fra Gud.
Det sagde barnepigen i retten tilbage i 2004.
- Det afhang af mig at sørge for, at præstens hustru kom i himmelen.
- Præsten sagde, at vores kærlighed var himmelsk, og at vort seksuelle forhold ikke var utroskab, til trods at vi begge var gift. Vi skulle indgå i en forening, og samlejet var en lykkes-handling over for Gud, forklarede hun.
Sara Svensson boede i præstens soveværelse, mens han ifølge hendes forklaring udkæmpede slag med djævelen.
Hver sejr blev fejret med et samleje, fik retten at vide. Præstens hustru boede i et gæsteværelse i en underetage af ejendommen.
Barnepigen blev dømt til psykiatrisk behandling og blev sluppet fri i 2011.
Helge Fossmo fik i 2019 nedsat sin straf fra livstid til 26 års fængsel.
Det er normalt i Sverige, at man kan blive prøveløsladt efter at have afsonet to tredjedele af sin straf. Det samme gælder i øvrigt i Danmark.
I 2021 blev der udgivet en tv-serie, der er baseret på drabssagen. Den dansk-svenske skuespiller Alba August indtager rollen som barnepigen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned