Svensk-russer tiltalt for at skaffe Rusland vestlig elektronik
Billede fra retten i Stockholm mandag, hvor flere er på vej ind for at følge sagen om den 60-årige svenske statsborger. (Arkivfoto). Foto: Jonasd Ekstromer/Ritzau Scanpix
Manden er anklaget for at skaffe teknologi, som Rusland grundet sanktioner ikke selv har haft adgang til.
Retssagen mod en russisk-født svensk statsborger, der er tiltalt for flere tilfælde af ulovlig efterretningsvirksomhed mod Sverige og USA, er mandag indledt i Tingsretten i Stockholm.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Den 60-årige mand har boet i Sverige siden 1990'erne.
Her har han drevet virksomheder med handel af elektronik og industrielt udstyr samt rådgivning af svenske virksomheder, der opererer i Rusland.
Anklagerne går på, at manden har brugt sin virksomhed til at skaffe oplysninger om vestlig teknologi.
Virksomheden skal have fungeret som en platform for Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, og været en del af det russiske system for ulovlige indløb af teknologi fra Vesten, skriver TT.
Det drejer sig om teknologi, som Rusland på grund af internationale sanktioner og eksportregler, ikke selv har haft adgang til.
Siden skal han også selv have deltaget i indkøb og transport af enheder, lyder det.
- Tiltalte har i sit arbejde vildledt leverandører, blandt andet ved at give falske eller vildledende oplysninger og ved at optræde med falsk identitet, sagde Henrik Olin, som er anklager i sagen, i retten mandag.
Det er ifølge anklagerne foregået siden 2013, indtil manden i november 2022 blev anholdt i sit hjem i et område tæt på Stockholm.
Han har siden været varetægtsfængslet.
Fra mandens advokat Ulrika Borg lød det i retten, at manden nægter sig skyldig i alle anklager.
- Min klient nægter at have begået handlingerne, han er tiltalt for, sagde hun ifølge nyhedsbureauet NTB.
Ifølge nyhedsbureauet AFP, sagde Henrik Olin i retten, at manden har været del af en større russisk organisation, som har til formål at skaffe ulovlig teknologi til det russiske militær.
Manden var "et knudepunkt" i dette globale netværk, lyder det.
Den tiltalte taler ikke svensk, og en tolk er derfor til stede i retten i Stockholm under sagen.
Findes han skyldig, lyder straffen på op til fire års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker