Lederen af de svenske Socialdemokraterna, Mona Sahlin, opfordrer onsdag efter et døgns kriseforhandlinger hele partitoppen og forretningsudvalget til at træde tilbage og stille deres pladser til rådighed. Det kan også komme til at gælde hende selv.
- Det er den besked, vi har ventet på. Det er en vigtig besked. Med et nyvalgt forretningsudvalg og en ny partitop får vi en ledelse, der kan byde på en ny politik, siger Jytte Guteland, der er formand for den socialdemokratiske ungdomsorganisation, SSU.
Hun understreger, at SSU også vil have en dato for, hvornår en ekstraordinær kongres skal finde sted, og hvad dagsordenen skal være ud over at holde valg. SSU vil have kongressen til foråret.
Ella Niia, der er formand for den svenske hotel- og restaurationsbranches fagforening, som har krævet, at alle i partiledelsen skulle stille deres pladser til rådighed ved den ekstraordinære partikongres, hilser Sahlins besked velkommen.
- Det er godt, men måske ikke så overraskende. Mona Sahlin plejer jo at tale om det generelle frem for det individuelle. Det ville have været mærkeligt med en ekstraordinær kongres uden at vælge nye repræsentanter for partiets ledelse, siger hun.
Niia mener, at det ikke er muligt at frede partitoppens medlemmer, når politikken skal stå sin prøve, men det betyder heller ikke, at man skal kræve nogens afgang eller udpege særlige syndebukke.
Socialdemokraternas partiledelses krisemøde holdes i Bommersvik sydvest for Stockholm. Inden mødet havde et centralt partimedlem, leder af forsvarskomiteen Håkan Juholt, givet udtryk for, at ledelsen måtte bære et kollektivt ansvar for det dårlige riksdagsvalg.
Efter onsdagens besked fra Mona Sahlin siger Juholt, at han er tilfreds, og at det er en klog beslutning.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet