Svensk synsmand mistænkt for bestikkelse

Biler blev aldrig synet, men de blev alligevel godkendt. En tekniker hos Bilprovningen i Malmø mistænkes for at have modtaget bestikkelse for at lade biler i tvivlsom teknisk stand slippe igennem.

Alligevel mener Bilprovningen, at kvalitetskontrollen er tilstrækkelig.

- Det kan gå galt ind imellem, men det er højst usædvanligt. Vi syner trods alt 5,5 millioner biler hvert år, siger Hans Karlsson, der er sikkerhedschef hos Bilprovningen, til avisen Sydsvenskan.

En bilkøber slog alarm. Hans nyerhvervede bil fik køreforbud, da den var til efterkontrol i en anden synshal i Malmø, selv om den var blevet godkendt i den hal, hvor den mistænkte tekniker arbejdede.

Manden er mistænkt for bestikkelse og tjenesteforsømmelse og er blevet politianmeldt. En intern undersøgelse er nået frem til, at manden har synet biler, som enten ikke har været i hallen eller er godkendt mod betaling.

- Der kan have været tale om både gode og dårlige biler, siger Hans Karlsson, der ikke ønsker at komme med noget bud på, hvor mange biler, der kan være tale om.

Bilsynsmanden, der har været ansat siden 2006, har selv taget sin afsked.

/ritzau/TT

En medarbejder hos Bilprovningen i Sverige mistænkes for at have modtaget bestikkelse for ubeset at godkende biler, der ville dumpe til syn.

Offentliggjort Sidst opdateret