Svenske elever jagede ulv ud af skolegården
En ulv, der huserer i en by nordøst for Örebro i Sverige, skal have taget livet af en hund og en kat.
Svenske elever jagede tirsdag en ulv væk fra en skolegård i formiddagstimerne i Västmanland, skriver lokalavisen Bärgslagsbladet.
Ulven havde været nærgående over for flere personer i byen Kolsva, som ligger om godt 60 kilometer nordøst for Örebro. Den gik tirsdag morgen ind i en skolegård, men eleverne på skolen lod sig ikke skræmme.
- Eleverne skræmte ulven bort, og den flygtede. Siden har ingen set noget til den, siger Gun-Marie Persson, som er en af Malmaskolans to rektorer.
Ifølge Bärgslagsbladet har skoleledelsen efter episoden sørget for, at der er flere voksne til stede i skolegården til at sørge for skoleelevernes sikkerhed, når de er ude i frikvartererne.
Ulven skal have taget livet af en hund og en kat i byen, og der er udstedt tilladelse til at skyde den.
I Norge meddelte Miljødirektoratet tirsdag, at en enkelt ulv står bag omkring en tredjedel af alle de registrerede rovvildtskader på får i Norge i år.
- Ulven har alene dræbt 225 får, siger Miljødirektoratet.
I alt er 780 får blevet taget af rovdyr i år frem til den 1. august, viser den norske statistik.
Ulven, som alene har taget 225 får, huserede i området ved Hadeland/Toten. Det drejede sig om en ungulv, som havde krydset grænsen fra Sverige, og som har måttet bøde med livet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde