Svenskere forlader farlig afghansk provins

Svenske soldater forlader Samanganprovinsen i det nordlige Afghanistan, hvor sikkerheden er blevet dårligere. Flytningen kommer efter rapporter om folkelige protester og kritik af den udenlandske styrke fra lokale ledere, skriver Dagens Nyheter tirsdag.

Det svenske forsvar afviser dog, at der er nogen forbindelse mellem kritikken og beslutningen om at trække svenske soldater væk fra Samangan.

- Dette sker i henhold til en aftale med guvernøren i Samangan, Khairullah Anoosh, og er en del af en langsigtet plan, siger pressetalsmanden for den svenske Afghanistan-styrke på omkring 500 mand, Mikael Wallentin Åström, over telefonen til Dagens Nyheter.

Samangan har været anset for at være en forholdsvis rolig provins, men sikkerhedssituationen er blevet stadigt forværret i dele af det nordlige Afghanistan. For nylig blev syv mennesker dræbt ved et angreb på FN's kontor i Mazar-i-Sharif i Balkh-provinsen. En finsk soldat blev dræbt af en vejsidebombe i Samangan i februar.

De svenske og finske soldater i Afghanistan har ansvaret for fire nordlige provinser.

/ritzau/

Sveriges forsvar afviser, at en tilbagetrækning fra provinsen Samangan skyldes kritik og dårligere sikkerhed.

Offentliggjort Sidst opdateret