Med masser af flag, jubel og vink hyldede tusinder af svenskere det nybagte svenske kronprinsessepar, Victoria og Daniel, lørdag i Stockholm.
Efter vielsen i Storkyrkan kørte parret i åben karet gennem byen, og overalt var der mennesker langs ruten klar til at hylde parret. Allerede fra morgenstunden var de første på plads langs ruten rundt i Stockholm, der er dobbelt så lang som den karetrute, kronprinsessen far og mor kørte, da de i 1976 på samme dato blev gift. Dengang var 180.000 mennesker på gaden, og politiet i Stockholm havde inden lørdagen vurderet, at hvis vejret blev godt, ville op mod 250.000 mennesker hylde brudeparret langs ruten.
Mange måtte dog også nøjes med et meget lille og hurtigt kik, inden både de 78 heste og det kongelige par var strøget forbi. Det ændrede dog ikke på feststemningen i gaderne i Stockholm.
Karetturen endte ved Stockholms Havn, hvor brudeparret - også som kongeparret i 1976 - gik om bord på Vasabåden og på traditionel vis blev roet tilbage til kajen ved kongeslottet. Herfra går turen tilbage til kongeslottet, hvor der lørdag aften skal være middag for godt 500 indbudte gæster.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde