Sverige fastholder arrestordre på Assange i sexsag
WikiLeaks-stifteren Julian Assange er fortsat efterlyst i Sverige og risikerer anholdelse fremadrettet.
Landsretten i Sverige har besluttet at opretholde arrestordren mod WikiLeaks-stifter Julian Assange i sagen om flere tilfælde af seksuelle overgreb.
Dermed risikerer han anholdelse, hvis han forlader Ecuadors ambassade i London, hvor han i øjeblikket befinder sig for at undgå udlevering.
I juli besluttede byretten i Stockholm at fastholde sigtelsen, men forsvarerne ankede den beslutning.
Torsdag afslog landsretten dog at ophæve byrettens afgørelse, og dermed bliver arrestordren og sigtelsen mod Assange fastholdt.
Den 43-årige Julian Assange har siden 2010 været eftersøgt i Sverige for voldtægt og seksuelle overgreb mod to kvinder. Han nægter sig skyldig.
I de seneste to år har WikiLeaks-stifteren opholdt sig på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive udleveret til Sverige.
I august sagde Assange, at han var klar til at forlade ambassaden, men britiske betjente står vagt 24 timer i døgnet foran for at kunne anholde Julian Assange, hvis han træder udenfor. Derfor befinder han sig fortsat på ambassaden.
Den højeste domstol i Storbritannien afgjorde i maj 2012, at Assange skulle udleveres til Sverige, hvorefter han søgte politisk asyl på Ecuadors ambassade.
Julian Assange står som stifter af WikiLeaks bag læk af bunkevis af hemmeligstemplede amerikanske dokumenter fra krigene i Irak og Afghanistan. Han søgte asyl, da han frygtede, at en udlevering til Sverige senere vil føre til retsforfølgelse i USA.
Australieren siger, at han frygter en udlevering til USA trods amerikanske regeringskilders tidligere udmeldinger i avisen Washington Post om, at han ikke vil blive retsforfulgt for offentliggørelsen af fortrolige amerikanske dokumenter.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet