SVERIGE FINDER RESTER AF SPRÆNGSTOF VED GASLEDNINGER
Gas strømmer fra havbunden ud af gasforbindelsen Nord Stream 2 og skaber et oppisket hav 27. september ud for Bornholm. I alt var der fire sprængninger på Nord Stream 1 og 2.
Forsvaret/Ritzau Scanpix
Der er fundet genstande ved gasledninger med rester af sprængemner, siger svensk undersøger af gasledninger.
De eksplosioner, som forårsagede skader på gasledningerne Nord Stream 1 og 2, skyldes sabotage.
Det fastslår den svenske kammeranklager, Mats Ljungqvist, fredag ifølge SVT.
Han har ledet forundersøgelsen af lækagerne på de to gasforbindelser, der løber fra Rusland til Tyskland via Bornholm.
- Analyserne, som nu er udført, påviser rester af sprængemner på flere af de fremmede genstande, som er fundet, skriver han i en pressemeddelelse.
Han betegner undersøgelsen som "meget kompleks og omfattende". Men konklusionen er klar: Det drejer sig om sabotage.
Kammeranklageren vil ikke fortælle mere om sit arbejde. Men han siger, at den fortsatte forundersøgelse vil vise, om nogen kan gøres ansvarlig for den kriminelle handling.
- Samarbejdet med myndigheder i Sverige og i andre lande fungerer udmærket. For det fortsatte arbejde med forundersøgelsen og for de forskellige samarbejder, som pågår, er det vigtigt, at vi kan arbejde i ro og fred, siger Ljungqvist.
Danmark og Sverige og selskabet bag det overvejende russisk-ejede Nord Stream har konstateret, at der er fire lækager: To på Nord Stream 1 og to på Nord Stream 2.
Blandt eksperter har der knapt været tvivl om, at det handler om sabotage. Og det sættes i forbindelse med Ruslands angrebskrig i Ukraine.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde