Sverige har aldrig før set noget lignende: Kristersson vil drøfte militær bistand til politiet
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, vil i samarbejde med myndighedschefer undersøge, om militæret kan hjælpe politiet med at bekæmpe kriminelle bander. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Den alvorlige kriminalitet i Sverige får landets myndigheder til at undersøge, hvordan militæret kan hjælpe.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, siger under en tale til nationen torsdag aften, at Sverige befinder sig i "en svær tid" på grund af den seneste tids alvorlige voldskriminalitet i landet.
- Sverige har aldrig før set noget lignende, intet andet land i Europa har set noget lignende, udtaler han.
Han oplyser desuden, at han fredag skal mødes med rigspolitichef Anders Thornberg og kommandørchef Micael Bydén. Det skriver SVT.
Kristersson og myndighedscheferne skal drøfte, hvordan det svenske militær kan hjælpe politiet i deres arbejde mod kriminelle bander.
I Sverige er 11 mennesker blevet skudt og dræbt i september. Det er det højeste antal dræbte med våbenvold i Sverige i næsten fire år.
- Vi skal jage banderne, og vi skal besejre banderne. Vi skal stille dem for retten. Hvis de er svenske statsborgere, skal de idømmes strenge straffe. Hvis de er udenlandske statsborgere, skal de udvises.
Ifølge Kristersson er landets alvorlige voldskriminalitet et resultat af "politisk naivitet, ansvarsløs indvandringspolitik og mislykket integration".
Derfor vil Sverige lave ændringer i udlændingepolitikken og indføre visitationszoner samt andre tiltag.
Det seneste døgn er tre personer blevet dræbt i voldshandlinger i Sverige.
Blandt de dræbte er en kvinde i midten af 20'erne, der mistede livet i forbindelse med en eksplosion i Uppsala.
Derudover blev en ung mand skudt og dræbt på en idrætsplads i det sydlige Stockholm. Ifølge det svenske medie Expressen er den skuddræbte en rapper.
På idrætspladsen befandt der sig flere børn og unge, som var til træning, da skudepisoden fandt sted.
Den unge mand har ifølge Expressen forbindelse til konflikten i det kriminelle netværk Foxtrot, hvor der er interne stridigheder.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub