Sverige kalder irakisk topdiplomat til samtale efter stormløb
Der var natten til torsdag store uroligheder ved Sveriges ambassade i Bagdad. Foto: Ammar Karim/Ritzau Scanpix
Irakiske myndigheder har svigtet deres ansvar for at beskytte svenske diplomater, lyder det fra Sverige.
Det var helt uacceptable scener, der natten til torsdag udspillede sig ved Sveriges ambassade i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Sådan lyder det torsdag fra den svenske udenrigsminister, Tobias Billström.
Han oplyser samtidig, at Iraks øverste diplomat i Stockholm, landets chargé d'affaires, bliver indkaldt til samtale i ministeriet.
Meldingen kommer, efter at demonstranter i nattens løb stormede den svenske ambassade i Bagdad og satte ild til bygningen.
- Det, der er sket, er helt uacceptabelt, og regeringen fordømmer på det kraftigste disse angreb, siger Tobias Billström.
- Iraks myndigheder har en utvetydig forpligtelse til at beskytte diplomatiske missioner og diplomatisk personale i henhold til Wienerkonventionen. Det er tydeligt, at de har svigtet det ansvar, siger udenrigsministeren.
Wienerkonventionen er en international traktat, der blandt andet handler om diplomatiske relationer og om udsendtes forhold.
Torsdagens demonstration i Bagdad blev iværksat af tilhængere af den shiamuslimske imam Muqtada Sadr. Han havde opfordret til protester forud for en forventet afbrænding af en koran i Sverige.
Hændelsen kommer, efter at en gruppe irakiske demonstranter i juni kortvarigt trængte ind i Sveriges ambassade.
Dengang var det snesevis af demonstranter, som gik ind i bygningen.
De var der i omkring 15 minutter, inden de på fredelig vis forlod stedet igen, da sikkerhedsstyrker ankom til stedet.
En række koranafbrændinger i Sverige har gjort, at landet er faldet i unåde i den muslimske verden. Iran, Saudi-Arabien, Egypten og Syrien har alle tidligere kritiseret koranafbrændingerne.
Iraks udenrigsministerium indkaldte i juni den svenske ambassadør i landet til samtale. Iran indkaldte ligeledes den svenske chargé d'affaires i Teheran til en samtale efter hændelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde