Sverige og Nato tør ikke sætte dato på svensk medlemskab
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, forventer, at Sverige om kort tid er med i Nato. De tør dog ikke byde på, om det sker inden det næste møde for Nato-landenes udenrigsministre den 28. og 29. november i Bruxelles. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Hverken Jens Stoltenberg eller Ulf Kristersson vil give et bud på, hvornår Sverige kan være medlem af Nato.
Sverige vil snart blive medlem af Nato og dermed styrke Natos forsvar. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, tirsdag på et fælles pressemøde med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson.
- Sverige er fuldt ud klar til at komme med i Nato. Nu er tiden kommet. Jeg forventer en hurtig ratificering af det tyrkiske parlament, siger Jens Stoltenberg.
Han understreger, at Sverige har opfyldt sine forpligtelser ved at ændre sin forfatning, skærpet sine love og genoptaget våbeneksporten til Tyrkiet. Det har åbnet for, at Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, nu har oversendt ratificeringen til det tyrkiske parlament.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, tør dog ikke sætte dato på, hvornår Sverige bliver medlem af Nato. Ud over Tyrkiet mangler Ungarn at give grønt lys til Sverige.
- Jeg har et par gange fået forsikring fra Ungarn om, at de ikke vil forsinke processen. Det er jeg overbevist om, er rigtigt, siger Ulf Kristersson.
Jens Stoltenberg ønsker heller ikke at give et bud på, hvornår Sveriges flag vil blive hejst foran Natos hovedkvarter i Bruxelles.
Hvis det går hurtigt, kunne Sverige måske formelt være medlem, når Nato-landenes udenrigsministre holder møde 28.-29. november i Bruxelles.
Så langt vil Stoltenberg dog ikke spekulere. Men han er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før Sverige er medlem.
- Vi har taget et meget vigtigt skridt med det dokument, som mandag blev oversendt til det tyrkiske parlament.
- Når det gælder Ungarn, har jeg fået samme signal som Ulf Kristersson. Nemlig, at Ungarn ikke vil være det sidste land, der ratificerer, siger Jens Stoltenberg.
Det er mere end et år siden, at Nato-landene, inklusive Tyrkiet, på et topmøde i Madrid blev enige om, at Sverige skulle være medlem.
- Jeg forstår utålmodigheden i Sverige. Jeg havde selv håbet, at det ville gå endnu hurtigere, men det er faktisk en meget hurtig proces frem mod medlemskab for Sverige.
- Det er ikke usædvanligt, at det tager mindst et år at gennemføre ratifikationsprocessen. Det har også været tilfældet for ratifikationer, der har været mindre politisk omstridte end denne, siger Jens Stoltenberg.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker