Sverige sætter flere til at se efter flygtninge på Øresund
Svensk politi kræver, at kystberedskabet øger patruljeringen for at opdage flygtninge, der kommer til landet.
Skånes kyster skal overvåges yderligere for at opdage migranter og flygtninge, der sejler til Sverige.
Det kræver politiet, skriver det svenske kystberedskab (Kustbevakningen) i en pressemeddelelse.
- Vi har øget vores tilstedeværelse i det sydlige Sverige og har optrappet grænseovervågningen, særligt i Øresundsregionen, men også i Göteborg, siger Ulf Nilsson, regionschef hos Kustbevakningen Sydvest.
- Konkret betyder det, at vi har skibe, der patruljerer langs Skånes kyst, og at vores fly er mere opmærksomme på mindre både i disse områder. Vi vil også hjælpe politiet i havnene i Helsingborg og Göteborg.
Kustbevakningen har endnu ikke mærket konsekvenserne af Sveriges skærpede grænsekontrol og har ikke nogle oplysninger om, hvorvidt migranter og flygtninge er begyndt at komme med både til Sverige fra Danmark.
Men hvis Kustbevakningen opdager en båd med migranter og flygtninge i svensk farvand, skal de overgive dem til politiet. De af dem, der søger asyl, skal derefter i kontakt med Migrationsverket, som er den svenske pendant til Udlændingestyrelsen i Danmark,
- Kustbevakningen er også parat til at levere skibe og personale til den sydlige kyst, hvis mange både med flygtninge pludselig skulle komme. Vi ser ingen tegn på det i dag, men vi skal være forberedt, siger Ulf Nilsson.
Sverige vil dog ikke afvise flygtningene på Øresund, står der i pressemeddelelsen, da der dermed er større risiko for uheld.
- Det er ikke nødvendigt at lave sådanne inspektioner til vands. Vi ønsker ikke, at kontrollerne skal forårsage ulykker, hvor folk i små både ville falde i vandet.
- Skulle der opstå en situation, hvor vi støder på flygtninge i svensk farvand, fører vi dem til havnen og venter på politiet. På den måde sikrer vi også, at folk ikke krydser grænsen ukontrolleret, siger Ulf Nilsson.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde