Sverige slår temperaturrekord for september med to grader
Septembersommer i Skåne. Her tager folk onsdag en svømmetur i Malmø, mens man kan se atomkraftværket Barsebäck i baggrund. Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
49 år gammel septemberrekord er slået i Sverige. Det skete onsdag i Helsingborg i Skåne.
Ikke blot i Danmark var det varmt onsdag.
Også på den anden side af Øresund kravlede temperaturnålen godt deropad, og i Helsingborg blev der slået septembervarmerekord for hele Sverige.
31,1 grad celsius blev det onsdag i den skånske by.
Hermed blev den tidligere varmerekord fra 1975 slået ganske betragteligt. Den lød på 29,1 grad og blev sat i Stehag i Skåne.
- Det er bemærkelsesværdigt, da det på decimalen har slået vores tidligere rekord med hele to grader, siger Erik Höjgård-Olsen, meteorolog fra Sveriges Meteorologiske og Hydrologiske Institut.
En række steder i Sverige blev der slået rekorder.
- Intet mindre end 15 stationer har alle registreret deres varmeste septemberdage, siger meteorologen.
Ligesom i Danmark ventes også i Sverige høje temperaturer i de kommende dage.
- Jeg tror måske ikke, at vi slår vores nye nationale rekord - altså 31,1 grad - men vi kan få en ny dag, hvor et mindretal af stationer slår den gamle, siger Erik Höjgård-Olsen.
Onsdag blev der på Bornholm registreret den varmeste temperatur for en septemberdag i Danmark siden 1947.
Det skrev Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på det sociale medie X.
Klokken 14 blev der målt 30,2 grader.
Det skyldtes blandt andet den meget varme luft, der har lagt sig over Danmark fra østlig retning. Det sagde Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.
Målingen skrev sig desuden ind i dansk vejrhistorie som den sjettevarmeste septembertemperatur, siden DMI begyndte at måle - det vil sige siden 1874.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet