Efter selvmordsbombemanden Taimur Abdulwahabs selvmordsaktion i Stockholm i december truer terrornetværket al-Qaeda Sverige med nye terroraktioner, skriver avisen Svenska Dagbladet.
Sverige skal ændre sin holdning til islam og muslimer i almenhed for at undgå nye aktioner, hedder det.
- Tiden er inde til, at Sveriges regering genovervejer sin holdning til muslimer og islam, inden Mujahedin slår til igen, advarer al-Qaedas tidsskrift Inspire, skrive Svenska Dagbladet, der har gennemgået islamisk ekstremisme i Sverige.
Inspire, der kan læses på internettet, hylder samtidig Taimur Abdulwahab som martyr for hans forsøg på en terroraktion i den svenske hovedstad.
Den svenske efterretningstjeneste Säpo tager truslen alvorlig.
- Inspire er tæt knyttet til al-Qaeda og den globale jihad-bevægelse, siger chefanalytiker Malene Ambe.
Taimur Abdulwahab begrundede sin aktion med karikaturtegningerne af Muhammed og svenske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan, der opleves som krænkelser af islam.
Ifølge Säpo og Svenska Dagbladet er hævn for vestlige mediers karikaturtegninger af muslimernes profet Muhammed en fællesnævner for militante muslimske gruppers terroraktioner i vestlige lande.
I oktober i fjor hævede svenske myndigheder trusselsbilledet til niveau tre på en skala op til fem. Säpo begrundede den gang ikke, hvorfor trusselsbillede var forhøjet.
Sidenhen er det kommet frem, at der er forekommet konkrete trusler mod den svenske avis Nerikes Allehanda, der offentliggjorde kunstneren Lars Wilks karikaturtegning af Muhammed som en hund.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned