Sverige vil have kinesisk skib i Kattegat til svensk farvand
"Yi Peng 3" ligger stille uden for dansk territorialfarvand, men i dansk økonomisk zone i Kattegat. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Fartøj er i fokus efter kabelbrud i Østersøen. Sveriges statsminister vil have det ind på svensk område.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, siger, at landet ønsker, at det kinesiske fartøj "Yi Peng 3" bevæger sig mod svenske farvande.
Det siger statsministeren tirsdag morgen ved et pressemøde op til et nordisk-baltisk topmøde.
Skibet, som er kommet i fokus på grund af en mulig forbindelse til kabelbrud i Østersøen, ligger i Kattegat.
Det ligger stille uden for dansk territorialfarvand, men i dansk økonomisk zone.
- Fra svensk side har vi haft kontakt med fartøjet og kontakt med Kina og fremført, at vi gerne vil have, at fartøjet bevæger sig mod svensk farvand.
- Det standpunkt og synspunkt har vi fremført. Heri ligger ingen anklage.
- Heri ligger blot et svensk ønske om, at fartøjet skal bevæge sig mod svensk farvand, så vi lettere kan samarbejde om, hvad der er sket, siger den svenske statsminister.
Fartøjet er blevet udpeget som interessant i undersøgelser af, hvad der skete, da kabler i Østersøen blev brudt for over en uge siden.
Svensk politi indledte sidste uge en forundersøgelse af bruddene. I den forbindelse lød det, at der kan være tale om sabotage.
Også Danmark har været i dialog med Kina om skibet.
Mandag eftermiddag oplyste Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar til Ritzau, at ministeriet er "i løbende dialog med de mest involverede lande i håndteringen af denne sag, herunder også Kina".
- Af hensyn til den igangværende sag og Udenrigsministeriets samarbejde med andre lande, kan vi ikke oplyse yderligere om den diplomatiske dialog, skriver Udenrigsministeriet.
Det var mandag i sidste uge, at det kom frem, at der havde været skader på to datakabler. Kablerne går mellem henholdsvis Finland og Tyskland og Sverige og Litauen.
Det kinesiske skib passerede på sin vej fra en russisk havn de to datakabler, hvor der kort efter blev konstateret brud på.
Skibet slukkede sit radiosignal i knap otte timer, mens det sejlede gennem området ifølge data fra Marine Traffic.
Kystvagt og forsvar fra flere lande ligger nu ved skibet og overvåger det.
Fra det kinesiske udenrigsministerium lød det mandag morgen, at "Kina har opretholdt en smidig kommunikation med alle parter involveret i hændelsen gennem diplomatiske kanaler". Det sagde talsperson Mao Ning ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker