Sverigedemokraterna er over spærregrænsen

Hvis der var valg i Sverige netop nu, ville det højreradikale parti Sverigedemokraterna få 5,1 procent af stemmerne og komme ind i den svenske Riksdag.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Sveriges Statistika Centralbyrån, SCB.

Det er første gang, Sverigedemokraterna er over den svenske spærregrænse på fire procent i en SCB-måling.

Men selv om partiet kommer ind i Riksdagen, bliver det ikke tungen på den politiske vægtskål, da venstreoppositionen til den siddende borgerlige regering vil få over halvdelen af stemmerne.

Målingen, der er baseret på 9000 vælgeres svar, viser en markant tilbagegang for de fire borgerlige partier, der står bag den konservative statsminister, Fredrik Reinfeldt.

Derimod får Socialdemokraterna, Venstrepartiet og Miljøpartiet stemmer nok til et flertal.

Målingen viser en klar tilbagegang for Reinfeldts konservative parti Moderaterna, der har mistet knap fire procent og står til 26,2 procent. Socialdemokraterna får 36,5 procent og er Sveriges største parti.

Målingen viser ikke, fra hvilke partier Sverigedemokraterna henter sine stemmer.

Sverigedemokraterna betegner sig selv som et nationalistisk parti, men bliver af politiske modstandere stemplet som fremmedfjendtlig. Partiet skriver på sin hjemmeside, at det er kritik af den svensk indvandrerpolitik, der er den samlende faktor for partiet.

/ritzau/TT

Det højreradikale parti Svergedemokraterna får over fem procent i en ny meningsmåling. Dermed er partiet klart over den svenske spærregrænse på fire procent.

Offentliggjort Sidst opdateret