Sverigedemokraterna udlover dusør i Malmø

Sverigedemokraterna i Malmø i Sydsverige tilbyder penge til personer, der kommer med oplysninger, som fører politiet på sporet af skudmanden i Malmø-området.

Partiet er meget kritisk over for Sveriges indvandringspolitik, som Sverigedemokraterna vil have strammet, og tilbyder en dusør på 25.000 svenske kroner, omkring 20.000 danske.

Malmø er i den seneste tid blevet ramt af en række skudepisoder, hvor personer med udenlandsk baggrund er blevet beskudt af en ukendt person.

Mandag formiddag holdt Malmø-politiet sin daglige pressekonference, men selv om der i weekenden var flere skudepisoder i byen, havde politiet intet at sige om sagen. I stedet henviser politiet til sin hjemmeside.

/ritzau/TT

Partiet Sverigedemokraterna udlover en dusør på 25.000 svenske kroner for tip, der kan fange skytten i Malmø.

Offentliggjort Sidst opdateret