Sveriges prinsesse Madeleine forlover sig

Den svenske prinsesse Madeleine har forlovet sig med sin kæreste de seneste syv år, den 30-årige Jonas Bergström. Sveriges prinsesse Madeleine forlover sig med sin kæreste Jonas Bergström, oplyser det svenske hof i en pressemeddelelse. I meddelelsen skriver hoffet, at både kongen og regeringen har givet sit samtykke, og det ventes, at parret vil møde pressen på Solliden slottet på Öland tirsdag eftermiddag. Datoen for brylluppet er endnu ikke fastsat. Prinsesse Madeleine er det tredje og yngste barn af kong Carl Gustaf og dronning Silvia, og hun er nummer tre i arverækkefølgen efter kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip. 27-årige Madeleine har læst kunsthistorie, etnologi og moderne historie på universitetet. Hun mødte den 30-årige Jonas Bergström gennem fælles bekendte i efteråret 2002. Hans høflige og belevne væremåde siges at være faldet i kongeparrets smag, og særligt kongen menes at have et meget varmt og nært forhold til Bergström. Prinsesse Madeleines kommende mand beskrives af gamle klassekammerater og lærere som "ambitiøs" og "venlig". Bergström voksede op i Djursholm uden for Stockholm og var en flittig elev med en stor interesse for sport. I ungdomsårene var han en lovende fodboldspiller, og han spiller stadig gerne firmafodbold og golf.


Han tog en juridisk embedseksamen i 2006 og arbejder ved det prestigefyldte advokatkontor Vinge i Stockholm. Parret har været kærester i syv år. /ritzau/TT




Offentliggjort Sidst opdateret