Sydamerikansk coronavariant kommer på WHO's overvågningsliste
Mu-varianten, der blev opdaget i Colombia i januar, har ifølge WHO potentiale til at undvige immunitet.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er begyndt at overvåge endnu en variant af coronavirusset, der har fået navnet "Mu".
Det oplyser WHO tirsdag i forbindelse med organisationens ugentlige opdatering om pandemien.
Varianten blev første gang opdaget i Colombia i januar. Den går også under det videnskabelige navn B.1.621 og bliver af WHO beskrevet som en "variant af interesse".
Ifølge sundhedsorganisationen har coronavarianten mutationer, der indikerer, at der er en risiko for, at den er delvist resistent over for vacciner, og derfor er der brug for at studere varianten yderligere, lyder det.
Der er verden over udbredt bekymring for fremkomsten af nye coronavarianter.
Især efter at den yderst smitsomme Delta-variant har fået de globale smittetal til at stige igen. Særligt blandt de uvaccinerede og i lande, der har løftet mange coronarestriktioner.
Alle virusser - heriblandt SARS-CoV-2, der forårsager covid-19 - muterer over tid. De fleste af disse mutationer har kun ringe eller ingen effekt overhovedet på virussets egenskaber.
Men i visse tilfælde kan særlige mutationer påvirke et virus, så det for eksempel spreder sig hurtigere, forårsager mere alvorlig sygdom eller bliver mere resistent over for vacciner og medicin.
WHO identificerer i øjeblikket fire coronavarianter som værende særligt bekymrende.
Det drejer sig blandt andet om Alpha-varianten, der har spredt sig til 193 lande, og Delta-varianten, der er i 170 lande.
Derudover holder WHO ekstra øje med fem andre varianter, hvor Mu-varianten altså er iblandt.
Mu-varianten udgør ifølge WHO 39 procent af alle smittetilfælde i Colombia. Varianten er også blevet registreret i andre lande i Sydamerika og Europa.
Globalt udgør varianten 0,1 procent af alle smittetilfælde.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker