Sydkorea: Kim Jong-un lever og har det godt
Meldinger om den nordkoreanske leders dårlige helbred fortsætter, mens landet har været usædvanligt tavs. Sydkorea siger, at Kim har det godt. (Arkivfoto) Foto: Kham/Ritzau Scanpix
Kham/Ritzau Scanpix
Sydkorea afkræfter meldinger om, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, skulle være alvorligt syg.
Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un er "i live og har det godt".
Sådan lyder det fra øverste sikkerhedsrådgiver for Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.
Meldingen kommer efter dage med modstridende historier om Kim Jong-uns helbred.
Ifølge rådgiveren befinder den nordkoreanske leder sig i Wonsan i den østlige del af landet. Her har han været siden 13. april, lyder det.
- Der er hidtil ikke blevet opdaget nogen mistænkelige bevægelser, siger sikkerhedsrådgiveren.
Spekulationerne om Kims helbred har taget til den seneste tid, efter at han udeblev fra en mindehøjtidelighed for hans bedstefar, Kim Il Sung, den 15. april. Kim Jong-un er ikke set i offentligheden siden 11. april.
I begyndelsen af sidste uge bragte det amerikanske medie CNN en artikel om, at amerikanske myndigheder undersøger efterretninger om, at Kim Jong-un skulle være i "alvorlig fare" efter en operation.
Derefter har der været en stribe af modstridende medieberetninger, mens det nordkoreanske styre har været usædvanligt tavs om sagen.
Torsdag i sidste uge sagde USA's præsident, Donald Trump, at han tror, at rapporterne om Kims dårlige helbred er usande.
En af de mest detaljerede historier om Kim Jong-uns helbredsproblemer kommer fra sydkoreanske Daily NK, et onlinemedie for afhoppere fra Nordkorea.
Det rapporterer dagligt om sagen og har skrevet, at den nordkoreanske leder havde gennemgået en hjerte-kar-operation tidligere på måneden og kom sig i en villa i den nordlige Pyongan-provins.
I artiklen blev det videre beskrevet, at Kim Jong-un, som formodes at være omkring 36 år, havde haft brug for hurtig behandling efter hjerte-kar-problemer relateret til overvægt, stress og heftig rygning.
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker