Sydkorea melder om ny prøveaffyring fra Nordkorea
Her ses nordkoreanske missiler på et billede frigivet 2. marts af det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA. (Arkivfoto.) Foto: Kcna/Reuters
Kcna/Reuters
Tre projektiler skal være blevet affyret ud over havet fra det østlige Nordkorea.
Nordkorea har affyret tre projektiler ud over havet.
Det meddeler Sydkoreas militær søndag aften dansk tid.
Projektilerne er angiveligt blevet affyret ud over Det Japanske Hav fra Sondok-området i det østlige Nordkorea, hvor der ligger flere militære faciliteter.
- Militæret overvåger yderligere affyringer og holder sig klar, siger stabscheferne ved Sydkoreas militær i en meddelelse.
Mandag sidste uge affyrede Nordkorea to andre projektiler. Her lod der til at være tale om kortrækkende ballistiske missiler.
Det skete ligeledes i østlig retning ud over Det Japanske Hav.
Affyringen skete, blot dage efter at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, havde sendt et personligt brev til Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, med et budskab om "trøst" i forbindelse med udbruddet af coronavirus i et Sydkoroa.
Den efterfulgte en hidtil uset meddelelse fra Kim Jong-uns lillesøster, der kaldte Sydkoreas fordømmelser af Pyongyangs våbentest for "fuldstændigt meningsløse" og "komplet åndssvage".
I slutningen af sidste år gennemførte Nordkoreas militær en række prøveaffyringer af missiler.
På samme tidspunkt meddelte Kim Jong-un på et partimøde, at styret ikke længere føler sig bundet af et midlertidigt forbud mod test af atomare og langtrækkende missiler.
Affyringerne kommer, mens atomsamtaler med USA lader til at være gået helt i stå.
Nordkorea agerer under en række sanktioner fra FN's Sikkerhedsråd, USA, Sydkorea og andre.
Samtidig kæmper den nordkoreanske regering i Pyongyang med at forhindre et landsdækkende udbrud af det smitsomme coronavirus.
Et udbrud, som analytikere vurderer kan skabe kaos i landet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned