Sydkorea: Nordkorea har affyret mindst to anti-skibsmissiler
Nordkoreas leder, Kim Jong-un (med hvid skjorte), har intensiveret landets missilprogram. Nu har styret igen affyret missiler, oplyser Sydkorea. Foto: ritzau/AP
ritzau/AP
Det nordkoreanske styre har endnu en gang affyret missiler, siger Sydkoreas militærchefer.
Nordkorea har affyret mindst to missiler fra sin østkyst torsdag morgen lokal tid. Det oplyser Sydkoreas militærchefer i en pressemeddelelse.
Det er angiveligt såkaldte anti-skibsmissiler, der er blevet affyret fra den nordkoreanske by Wonsan.
Missilerne fløj omkring 200 kilometer, før de styrtede i havet, oplyser Sydkorea.
Affyringerne kommer, mindre end en uge efter at FN's Sikkerhedsråd vedtog nye sanktioner mod den isolerede, nordkoreanske stat.
Hidtil har Kim Jong-uns styre dog sagt, at landets atomprogram og test af missiler vil fortsætte ufortrødent.
Nordkorea har i løbet af det seneste år øget antallet af missiltest dramatisk. Det sker i et forsøg på at udvikle et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM), der kan nå det amerikanske fastland.
Det kontinentale USA ligger omkring 9000 kilometer fra Nordkorea. ICBM-missiler har en rækkevidde på minimum 5500 kilometer. Dog er nogle designet til at kunne flyve 10.000 kilometer eller længere.
I sidste uge affyrede Nordkorea et ballistisk missil.
Ifølge Sydkoreas hær nåede missilet af typen Scud 450 kilometer væk. Fra Japan hed det, at missilet landede mindre end 200 sømil fra den japanske kyst.
Den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, er blevet briefet om den nyeste affyring. Det oplyser militæret i Sydkorea.
Missiltesten er den fjerde af sin slags, siden Moon overtog præsidentposten. Han blev blandt andet valgt på et løfte om at øge dialogen med den nordlige nabo.
Ifølge lederen af det amerikanske missilforsvar, viceadmiral James Syring, er Nordkorea allerede i stand til at nå det amerikanske fastland med ballistiske missiler.
Det sagde han under en høring i komitéen for de væbnede styrker i Repræsentanternes Hus onsdag.
- Det er vores opfattelse, at Nordkorea kan nå USA med et ICBM armeret med et atomsprænghoved, sagde Syring blandt andet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde