Sydkorea ophæver delvist militær aftale med Nordkorea
Det sydkoreanske militær vil genoptage dele af overvågningen nær den nordkoreanske grænse. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Offentliggørelsen kommer, efter at Nordkorea tirsdag lykkedes med at opsende en spionsatellit.
Sydkorea vil delvist ophæve en aftale fra 2018 om at mindske de militære spændinger med Nordkorea.
Sådan lyder det tirsdag fra Sydkoreas premierminister, Han Duck-soo, ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Offentliggørelsen kommer, efter at Nordkorea sagde, at man tirsdag var lykkedes med at opsende en spionsatellit.
Ifølge Han Duck-soo viser opsendelsen af satellitten, at Nordkorea ikke har respekt for den aftale, som Sydkorea nu delvist ophæver.
Premierministeren siger, at det sydkoreanske militær vil genoptage dele af overvågningen nær den nordkoreanske grænse.
Som led i aftalen havde parterne etableret en direkte linje for at sikre, at de kunne komme i kontakt i tilfælde af en konflikt.
Aftalen gjorde det også ifølge mediet Stars and Stripes forbudt for parterne at udstationere bevæbnede soldater ved den demilitariserede zone (DMZ).
DMZ er et fire kilometer bredt bælte mellem Nord- og Sydkorea - to kilometer på hver side af den formelle grænse.
Aftalen blev underskrevet af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den daværende sydkoreanske præsident Moon Jae-in.
Det skete efter en række møder ved netop DMZ og i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.
Desuden indebar aftalen et flyveforbud for alle typer af luftfartøjer over DMZ og en række andre tiltag.
Nordkorea har i de seneste år opbygget sin nukleare styrke. I september indskrev landet sin status som atommagt i forfatningen.
Landet affyrer jævnligt ballistiske missiler, som lander i havet mellem Nordkorea og Japan.
Sydkorea, Japan og USA har som modsvar skruet op for forsvarssamarbejdet på grund af de øgede spændinger med Nordkorea.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker