Sydkorea slår med tropenætter 118 år gammel varmerekord
Et barn køler sig ned i en vandfontæne i Seouls gader 14. august 2024 under en hedebølge, som har hærget det meste af Sydkorea i løbet af august. Foto: Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
Efter 26 tropenætter i streg, hvor temperaturen ikke kommer under 25 grader, har Sydkorea slået varmerekord.
Sydkorea har brudt en 118 år gammel varmerekord efter 26 tropenætter i streg. Det viser officielle data, som er offentliggjort fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.
En tropenat i Sydkorea indebærer, at temperaturen ikke kommer under 25 grader celsius i løbet af natten. I Danmark og store dele af Europa går grænsen ved 20 grader.
- Den kolde luft kommer ikke ned fra nord. Vi påvirkes af den varmere sydvestlige vind, og temperaturen ligger konstant omkring 25 grader eller højere, siger direktør ved det meteorologiske institut i hovedstaden, Seoul, Youn Ki-han til AFP.
Meget af verden oplever lige nu ekstrem varme.
FN-sekretær António Guterres advarede i sidste måned om en "ekstrem varmeepidemi" og krævede handling for at begrænse konsekvenserne af sommerens hedebølger, som intensiveres af klimaforandringer.
Nattemperaturerne i Seoul har ligget over 25 grader 26 dage i streg, hvilket er det højeste antal tropenætter i træk, siden Seoul begyndte at måle temperaturerne i 1907.
Også i 2018 oplevede Seoul 26 tropenætter i steg, men det meteorologiske institut betragter den nylige række af varme nætter som rekord.
Det forventes, at de varme temperaturer i Seoul fortsætter og vil sætte nye rekorder hver dag indtil næste uge, siger Seouls meteorologiske institut.
Sydkoreas næststørste by, Busan, har imidlertid registreret 22 dage i streg med tropenætter. Det er den længste række af varme nætter, siden man begyndte at måle i 1904.
Ifølge Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling (IIED) er antallet af dage, hvor temperaturen når 35 grader i verdens største hovedstæder steget med 52 procent over de sidste 30 år.
I 2018 alene havde Seoul 21 dage med temperaturer over 35 grader - det er mere, end de seneste ti år tilsammen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde