Sydkorea stopper al import af fjerkræ fra USA
Det asiatiske land døjer selv med fugleinfluenza. Derfor stopper det importen fra USA, der også er blevet ramt
Sydkorea har stoppet al import af fjerkræ og fjerkræprodukter fra USA, efter at den smitsomme sygdom fugleinfluenza er blevet konstateret i USA. Det oplyser det sydkoreanske landbrugsministerium søndag.
Importstoppet kommer samtidig med, at Sydkorea selv forsøger at inddæmme et udbrud af fugleinfluenza, som har ramt både vilde fugle og tamme besætninger i landet.
- Importforbuddet er en foranstaltning, der skal forhindre HPAI-virusset i at komme ind i landet, hedder det i en meddelelse.
HPAI står for højpatogen aviær influenza og er den tekniske forkortelse for fugleinfluenza.
Ifølge landbrugsministeriet i Seoul er 18 lande inklusive Sydkorea blevet ramt af fugleinfluenza i år, men der er endnu ikke konstateret nogen tilfælde blandt mennesker i Sydkorea.
Langt de fleste varianter af fugleinfluenza smitter ikke mennesker, men enkelte har været skyld i alvorlige infektioner.
To af dem - H5N2 og H5N8 - er blevet konstateret blandt vilde fugle i den amerikanske delstat Washington, der grænser op til Canada, men der er umiddelbart ikke nogen grund til bekymring for indbyggerne, oplyser de amerikanske myndigheder ifølge Reuters søndag.
Der er endnu ikke blevet fundet fugleinfluenza i tamme besætninger i USA.
Sydkorea har i de første 11 måneder af 2014 importeret 63.245 ton fjerkræprodukter fra USA samt 264.000 hele kyllinger.
Ifølge det sydkoreanske landbrugsministerium vil importforbuddet ikke skabe mangel på fjerkræprodukter i de sydkoreanske supermarkeder, da de nationale producenter sagtens kan følge med efterspørgslen.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub