Sydkorea vil drøfte genforening af adskilte familier med Nordkorea
Den sydkoreanske genforeningsminister Kwon Youngse opfordrer til, at Nordkorea og Sydkorea løser dilemmaet med adskilte familier, siger ministeren på en briefing på tv. (Arkivfoto). Foto: Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix
Familier, der er adskilt af landegrænsen, skal have mulighed for genforening, lyder det fra Sydkorea.
Sydkorea foreslår torsdag et møde med Nordkorea om drøftelser af genforening af familier, der blev adskilt efter Koreakrigen.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det er endnu uklart, om regeringen i Nordkorea vil tage imod tilbuddet. Nordkorea har tidligere takket nej til humanitær støtte som gengæld for atomnedrustning.
Forholdet mellem de to lande har længe været anstrengt på grund af Nordkoreas atomprogram og Sydkoreas tætte forhold til USA, som nordkoreanerne ikke bryder sig om.
- Syden og norden bør konfrontere de smertelige dele af virkeligheden. Vi må løse sagen, inden begrebet "separerede familier" forsvinder, siger genforeningsminister Kwon Youngse i en pressebriefing sendt på tv.
Kwon siger, at han håber, at de ansvarlige embedsmænd fra de to koreanske nationer vil mødes ansigt til ansigt hurtigst muligt til en oprigtig diskussion.
De to lande har teknisk set været i krig med hinanden siden 1950, men siden 1953 har en våbenhvile mestendels reduceret konflikten til en række soldater, der patruljerer hver sin side af grænsen.
I årtier har det heller ikke været muligt at besøge familiemedlemmer, der bor på den anden side af verdens tungest befæstede grænse. Mange ved ikke, hvorvidt deres familier i nabolandet er i live eller ej.
De koreanske lande har dog lejlighedsvist tilladt, at nogle familier mødes kortvarigt. Sådan en genforening har dog ikke fundet sted siden 2018, skriver AP.
Genforening af adskilte familier er et følsomt emne, fordi især mange ældre er ivrige for at møde deres familie igen, inden de dør.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker