Aktivister i Sydkorea sendte juleaftensdag gasfyldte balloner bærende vintersokker ind over grænsen til det forarmede Nordkorea ved den nordlige by Paju.
Omkring 800 par sokker, der let vil kunne byttes til mad i den fattige kommuniststat, fløj over grænsen. Et par sokker menes at kunne omsættes for 10 kilo majs, hvilket er nok til at ernære en person i en måned
Der medfulgte også foldere med politiske budskaber, siger aktivistgruppen Nordkorea Fred, der vil sende 100 par sokker til nabolandet hver måned.
- Verdens indbyggere har ikke glemt, hvor hårdt vore brødte og søstre har det i Nordkorea, hedder det i det skriftlige budskab fra gruppen, som siger, at sokkerne har stor betydning for det fattige land, hvor enorme summer går til opbygning af de væbnede styrker.
Onsdag sendte afhoppere fra Nordkorea 200.000 foldere ind over grænsen og opfordrede til en opstand mod regimet. Nordkorea har truet med at skyde ind over grænsen til Sydkorea for at ramme aktivisterne.
En uge efter den nordkoreanske leder Kim Jong-ils død omtaler en ledende avis i Nordkorea hans søn, Kim Jong-Un, som øverstbefalende for landets 1,1 million soldater.
Det er første gang, at de nordkoreanske medier, der styres af det kommunistiske styre, betegner Kim Jong-Un som den øverste militære leder.
Avisen Rodong Sinmun, der udgives af det regerende Arbejderparti, skriver ifølge det statslige nyhedsbureau, at "kammerat Kim Jong-Un er vor øverste militære leder".
Styret i Pyongyang meddelte mandag, at den 69-årige Kim Jong-il var død af et hjerteanfald.
Under en tredjedel af FN's medlemslande var repræsenteret, da Nordkoreas FN-delegation for nylig havde arrangeret en mindehøjtidelighed med et minuts stilhed for den afdøde leder.
Sydkorea, USA, Japan og EU-landene boykottede ceremonien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet