Sydkoreanerne har det hurtigste internet

Det går hurtigt med at hente information ned på computeren, når sydkoreanerne går på internettet. Ifølge en ny rapport fra fagforbundet af amerikanske ansatte i tele- og kommunikationsbranchen, CWA, er sydkoreanske netbrugeres gennemsnitlige download-hastighed 20,4 megabit i sekundet.

Det er mere end fire gange så hurtigt som i USA, der må se sig henvist til 28.-pladsen i rapportens opgørelse over den gennemsnitlige hastighed på internettet for netbrugere i verdens lande. Japan, Sverige og Holland ligger på anden-, tredje- og fjerdepladsen. Det fremgår ikke af rapporten, hvor Danmark ligger.

- Japanerne kan hente en højopløselig videofilm på 12 minutter, sammenlignet med opslidende to en halv time med den gennemsnitlige tid i USA, hedder det i rapporten.

Tidligere i år viste en undersøgelse fra det Boston-baserede Strategic Analytics, at USA lå nummer 20 ud af 58 undersøgte lande, når det gælder andelen af befolkningen med adgang til bredbåndsinternet. Sydkorea, Singapore, Holland, Danmark og Taiwan besatte de fem første pladser på den liste.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har lovet, at der skal være bredbånd i alle amerikanske hjem.

/ritzau/AFP

Sydkoreanerne har den højeste hastighed, når de går på internettet, mens supermagten USA havner på en 28. plads på listen.

Offentliggjort Sidst opdateret