Sydkoreansk indenrigsminister skal for rigsretten
Myndighederne forsøgte forgæves at få situationen under kontrol den 29. oktober 2022, da 159 mennesker blev mast og trampet ihjel i hovedstaden Seoul under en halloweenfejring. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters
Parlamentet i Sydkorea har onsdag stemt for, at minister skal stilles til ansvar efter tragedie.
Sydkoreas parlament har ved en afstemning onsdag afgjort, at landets indenrigsminister skal stilles til ansvar for et panikløb sidste år, hvor omkring 160 mennesker blev mast til døde.
Det blev vedtaget med stort flertal, at den sydkoreanske indenrigsminister, Lee Sang-min, bliver stillet for rigsretten.
Det sker på baggrund af de tragiske begivenheder i oktober sidste år, hvor 159 mennesker blev mast og trampet ihjel i hovedstaden Seoul under en halloweenfejring.
Fejringerne var de første ovenpå coronapandemien, der tillod folk at samles uden afstands- og mundbindskrav. Her skabte en stor folkemængde kaos i snævre gader. 159 personer blev dræbt ihjel, mens 196 blev kvæstet.
Ulykken skete i Itaewon kvarteret, der er et populært nattelivsområde med mange smalle gader, hvor der på aftenen var samlet op mod 100.000 mennesker.
Men der var alt for få betjente på gaden til den store menneskemængde, hvilket resulterede i fuldkommen kaos. Derfor indkaldes ministeren nu til rigsretten for at stå til ansvar.
- Jeg vil samarbejde fuldt med forfatningsdomstolens rigsretssag, så indenrigs- og sikkerhedsministeriet kan normaliseres hurtigst muligt, siger indenrigsministeren i en erklæring.
På grund af den voksende popularitet omkring halloweenfejringen og potentialet for resulterende ulykker, var myndighederne bekymrede flere år før katastrofen.
I et internt dokument fra 2020 advarede politiet om mulige dødsfald som følge af forestående trængsel, det skriver avisen New York Times.
Indenrigsminister Lee og politiet har været udsat for hård kritik over deres håndtering af tragedien.
Særligt efter at offentligt udgivne udskrifter af nødopkald viste, at mange borgere advarede om overhængende fare og ringede efter hjælp flere timer før stormløbet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker