Sydkoreansk politi efterforsker præsident for oprør: Nu har forsvarsminister fået udrejseforbud
Sydkoreanere har siden tirsdag demonstreret mod præsident Yoon Suk-yeol, som erklærede militær undtagelsestilstand i landet. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
Politiet i Sydkorea indleder en efterforskning af landets præsident for oprør.
Politiet i Sydkorea har officielt indledt en efterforskning af landets præsident, Yoon Suk-yeol, efter sin erklæring af militær undtagelsestilstand tirsdag.
Det oplyser Woo Jong-soo, chef for det sydkoreanske nationale politis efterforskningsenhed, ifølge nyhedsbureauet AFP i en orientering af medlemmer af landets parlament.
Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er også landets indenrigsminister, Lee Sang-min, og dets nyligt afsatte forsvarsminister, Kim Yong-hyun, under efterforskning.
Nu har de sydkoreanske myndigheder har udstedt et rejseforbud for den tidligere forsvarsminister Kim Yong-hyun.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Forsvarsministeren forlod natten til torsdag dansk tid sin post.
Det skete på baggrund af den militære undtagelsestilstand, som landets præsident, Yoon Suk-yeol, til manges overraskelse tirsdag erklærede i landet.
Både præsidenten og den tidligere forsvarsminister efterforskes af politiet i Sydkorea.
Forbuddet mod at forlade landet gælder dog kun for Kim Yong-hyun.
Han tilbød onsdag at trække sig fra sin post.
- Jeg har tilbudt præsidenten, at jeg trækker mig for dermed at tage ansvar for al den uro, som loven om den militære undtagelsestilstand har medført, sagde han.
Eksministeren har ifølge flere spillet en afgørende rolle.
Af viceforsvarsministeren i Sydkorea beskyldes han for at være den, der udstedte ordren om at sende militære styrker til landets parlament.
Kim Yong-hyun er samtidig den, der foreslog præsident Yoon at erklære undtagelsestilstand, har indenrigsminister Lee Sang-min sagt.
Bandlyste politiske aktiviteter
Yoon Suk-yeol erklærede tirsdag aften militær undtagelsestilstand, efter at han havde påstået, at pro-nordkoreanske styrker kæmpede imod hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.
Han specificerede ikke, præcist hvori truslen bestod, men kritiserede, at der i parlamentet var stillet forslag om en rigsretssag mod ham og hans regering 22 gange, siden han blev taget i ed i 2022.
Dekretet, som Yoon udstedte, bandlyste politiske aktiviteter i landet og satte grænser for, hvad landets medier kunne berette.
Det beordrede også en ende på den omfattende lægestrejke, som Sydkorea har været plaget af.
Sydkoreas hær blev sendt til landets parlament, hvor folkevalgte måtte bruge brandslukkere til at holde soldaterne for døren.
I sidste ende lykkedes det parlamentet at ophæve den militære undtagelsestilstand.
Sydkoreas forfatning fra 1987 giver netop parlamentet mandat til at ophæve militær undtagelsestilstand for at undgå, at det misbruges som et politisk værktøj for præsidenten.
Yoon endte med at måtte trække erklæringen tilbage. Oppositionen, som har flertal i parlamentet, har siden sagt, at det vil foreslå at stille ham for en rigsretssag.
Det kræver et kvalificeret flertal på 200 af parlamentets 300 medlemmer.
Yoons eget parti har sagt, at partiet stemmer imod rigsretssagen - som partiet i samlet flok kan blokere for - men at man har bedt Yoon om at forlade partiet.
Han er torsdag morgen stadig Sydkoreas præsident.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole