Sydkoreas eksforsvarsminister er anholdt for rolle i uroligheder
Den tidligere sydkoreanske forsvarsminister er blevet anholdt som følge af den militære undtagelsestilstand, som præsidenten indførte tidligere på ugen. Foto: Leah Millis/Reuters
Kim Yong-hyun trak sig som forsvarsminister kort efter uroligheder tidligere på ugen. Han er søndag anholdt.
Den tidligere sydkoreanske forsvarsminister Kim Yong-hyun er søndag blevet anholdt som følge af en militær undtagelsestilstand, der kortvarigt blev indført tidligere på ugen og siden har udløst stor politisk uro i Sydkorea.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Det var præsident Yoon Suk-yeol, der sent tirsdag lokal tid indførte den militære undtagelsestilstand - i Sydkorea typisk omtalt som krigsret.
Nogle få timer senere ophævede præsidenten tilstanden, men den overraskende manøvre nåede alligevel at skyde gang i et politisk kaos.
Få dage efter handlingen trak forsvarsminister Kim Yong-hyun sig fra sin post. Og søndag er han så blevet anholdt af den sydkoreanske anklagemyndighed. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad han konkret beskyldes for.
Præsident Yoon er også blevet sat under tungt pres. Det lykkedes ham dog alligevel at overleve en afstemning i parlamentet lørdag.
Her lykkedes det ikke for oppositionen at samle det tilstrækkelige flertal til at indlede en rigsretssag mod præsidenten.
For at forslaget om rigsretssagen skulle blive vedtaget ville det kræve, at to tredjedele af parlamentets 300 medlemmer stemte for.
Oppositionen sidder på 192 af pladserne, og otte medlemmer fra regeringspartiet ville derfor være nødsaget til også at stemme for, hvis forslaget skulle gå igennem. Det skete ikke.
Det Demokratiske Parti fra oppositionen har dog udtalt, at man ikke har tænkt sig at opgive forsøget på at stille præsidenten for en rigsret.
Partiet har oplyst, at man den 11. december vil fremsætte endnu et forslag om en afstemning, der skal finde sted den 14. december.
Yoon har fortalt, at han indførte den militære undtagelsestilstand på grund af pro-nordkoreanske kræfter, der kæmpede imod hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser. Han kom ikke med nærmere detaljer.
Det var første gang siden 1980, at der var blevet erklæret militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker